man kan hvad man vil

man kan hvad man vil….

og det er sådan set rigtigt, det handler jo næsten altid om hvad du er villig til at betale for det,  for selvfølgelig kan man hvad man vil, der skal bare enten arbejdes hårdt for det eller betales en pris, som hos mig betales i form af smerter.

men hvis jeg skulle indrette mit liv efter hvad jeg kan uden at skulle leve med smerter, blev det godt nok et trist og meget stille liv, og det gider jeg bare ikke, jeg vil have det gode liv, fyldt med alt hvad det kan tilbyde, så må jeg bare betale ved kasse 1.

så jeg har valgt ikke at lade mig begrænse ret meget, jeg gør det der skal til, så selvom det gør ondt og er hårdt, ja så deltager jeg da altid i det der sker i mine børns liv hvad enten det er skole eller fritid – jeg passer mit fleksjob, et job jeg er så utrolig glad for, og jeg vælger at træne puslingegymnastik, bare fordi det gør mig glad.

jeg vælger at bruge tid på at lege mors taxa og hente og bringe mine børn når de har brug for det, og ja det er hårdt at skulle sidde i en bil i flere timer for at kører med børn efter en dag på arbejde, men sådan er det bare – så må jeg tage den med ro en anden dag, eller bare finde mig i flere smerter.

jeg kan ikke slet ikke forestille mig at jeg skulle tage så meget hensyn til mig selv at jeg ville kunne blive næsten smertefri, for det ville godt nok kræve at jeg ikke lavede ret meget og tog et hensyn til mig selv, jeg slet ikke er klar til, derfor klager jeg ikke, jeg har jo selv valgt at betale prisen for at leve det jeg synes er et godt liv.

jeg ved godt at jeg ved at gøre som jeg gør, også viser verden et billede af mig selv som de måske ikke forstår, for ingen ser jo hvordan jeg har det herhjemme når jeg er ene, ingen ser hvor svært det kan være at bare gå eller hvorlang tid jeg bruger på at ligge tøj sammen, fordi jeg næsten ikke kan bruge mine arme, ingen ser hvordan det er at leve med smerter der begrænser alt du laver, og det er såmen min egen skyld, for jeg skjuler det jo ligesom rigtig mange andre med koniske smerter, og spørger du mig, så går det godt, et svar som mange af os med kroniske smerter bruger uden at tænke over det.

men det er så meget nemmere at sige at alt er godt, end at skulle forklarer hvordan man har det.