nu hvor efteråret nærmer sig, er det igen tid til at få tændt lys i mine lyshuse, jeg elsker at se dem lyse smukt og hyggeligt i det den mørke aften, og det er skønt at komme hjem til et hus hvor lyshuse giver det der hyggelige og hjemmelige lys.

nå jeg sidder med mit håndarbejde og lyshusene tændt, slapper jeg af og nyder livet, lader tankerne gå sine egne veje og det er tit de ender i en stille eftertanke om mit liv og hverdag, gjorde jeg det rigtige eller hvad, og uanset hvad, så ender det altid med at jeg må indse, at ja jeg gjorde det rigtige, jeg valgte rigtigt da jeg fandt min mand, og giftede mig med ham, selvom der ikke var mange der synes det var en god ide at vi skulle være sammen, men her 20 år efter er vi jo stadig sammen.

så tit så sidder jeg bare og nyder livet med min skønne mand i stuen, den der stille tid når børnene er gået i seng og det bare er os to, ikke at der måske bliver sagt så meget, vi nyder bare at kunne sidde sammen og se tv, bare vide at vi er her sammen og at vi har klaret det, som ingen troede muligt.

jeg har det altid bedst når min mand er hjemme, bare det at vide at han er her et eller andet sted i huset eller udenfor, bare det at vide at han er tæt på, det elsker jeg.

her i huset laver vi madplan hver fredag, så det er nemt at få handlet ind om lørdagen til næste uge, samtidig er det skønt at undgå det samme spørgsmål hver dag, hvad skal vi have at spise, nu ved alle det.

desuden så er der penge at spare når man ved hvad der skal handles ind til, samt at man kan tænke rester ind i madplanen, eller der kan laves lidt forberedelse dagen i forvejen. det er tit nødvendigt at tænke over hvad der er nemt at lave til bestemte dage.

vi har 3 dage, hvor der er en af børnene der skal ud af huset til kl. 18, da den står på gymnastik, og så er det med at få planlagt at det er nemt at få lavet mad når vi kommer hjem, samt at der er et eller andet til dem, når de kommer hjem.

så er sommeren rigtigt slut, ihvertfald ingen ferie mere, alle børn er igang nu, den ældste har den sidste uge været på arbejde igen, på sin læreplads, yngste manden startede i skole i torsdags, og  den mellemste afsted på efterskole, for at tage endnu et år der.

så nu er hverdagen for alvor tilbage, en hverdag som jeg holder meget af, på trods af den til tider er fyldt med en masse ting der skal klares og et savn af den mellemste, jeg elsker nemlig når jeg har dem alle tre hjemme,

men hverdagen er trods alt den virkelighed vi lever i, og det er hverdagen der bruges mest tid på, så det handler om at få den til at være god, så ledes at ferie og weekend bare er flødeskum på kagen, og det synes jeg er lykkes for os.

det er nu søndag den 11/8 kl. 23 og her er stille i huset, meget stille, manden sover, den ældste sover og den yngste også, og jeg sidder her stille og savner så det gør ondt.

i eftermiddags afleveret vi den mellemste på efterskole, hvor han nu skal være 2 års elev, det bliver så 5 år vi har en på efterskole, og hver eneste år har jeg haft det sådan her, på denne dag.

for selvom jeg ved at han har det godt, og nyder det spændende liv på efterskolen, sammen med nye og gamle venner, omgivet af søde lærer han kender og som vil gøre alt for ham, så ved jeg jo også at han ikke mere er en del af hverdagen herhjemme, og jeg savner ham.

den følelse det er at sige farvel til ham, er så ubeskrivelig, det er så tomt at kører hjem og der er så underligt tomt i hjemmet, og savnet er så stort at det bare gør ondt indeni.

og alligevel gør jeg dette mod mig selv for femte gang, hvorfor dog det, når jeg ved hvor ondt det gør indeni, det er ganske nemt at svare på, det gør jeg fordi, jeg ved at jeg giver mine børn en fantastisk oplevelse, en unik gave der vil følge dem resten af livet, og fordi det bare ikke handler om mig, men om dem. de skal jo ikke begrænset bare fordi mor vil savne dem.

det at være mor, handler nemlig i min verden om at kunne sætte sine børn først og ikke mig selv

men derfor er det stadig den værste dag, denne dag, men jeg ved jo at om et par dage, er det igen blevet hverdag og så tænker jeg ikke mere over det, så bliver det bare en naturlig del af livet at han ikke er der i hverdagen, men kommer hjem i weekender når det passer ham, og jo selvfølgelig savner jeg ham da hverdag, men ikke så slemt som i dag.

den store dreng blev 15 år i mandags, og der fik han tower bridge i lego, så nu bygges der og hygges, endeligt var planen at vi alle skulle hygge sammen mens vi hjalp med at bygge lego, men i denne pakke var poserne ikke med nr. på, så det er bare at åbne alle poser og så igang med at finde de klodser der skal bruges, så yngste manden og mig fandt noget andet at lave istedet.

så der var bare drengehygge i spisestuen, der blev snakket og grinet en del derude, skønt at kunne hører, samt at vide at gaven kunne bruges og give mange hygge timer.