nu hvor efteråret nærmer sig, er det igen tid til at få tændt lys i mine lyshuse, jeg elsker at se dem lyse smukt og hyggeligt i det den mørke aften, og det er skønt at komme hjem til et hus hvor lyshuse giver det der hyggelige og hjemmelige lys.

nå jeg sidder med mit håndarbejde og lyshusene tændt, slapper jeg af og nyder livet, lader tankerne gå sine egne veje og det er tit de ender i en stille eftertanke om mit liv og hverdag, gjorde jeg det rigtige eller hvad, og uanset hvad, så ender det altid med at jeg må indse, at ja jeg gjorde det rigtige, jeg valgte rigtigt da jeg fandt min mand, og giftede mig med ham, selvom der ikke var mange der synes det var en god ide at vi skulle være sammen, men her 20 år efter er vi jo stadig sammen.

så tit så sidder jeg bare og nyder livet med min skønne mand i stuen, den der stille tid når børnene er gået i seng og det bare er os to, ikke at der måske bliver sagt så meget, vi nyder bare at kunne sidde sammen og se tv, bare vide at vi er her sammen og at vi har klaret det, som ingen troede muligt.

jeg har det altid bedst når min mand er hjemme, bare det at vide at han er her et eller andet sted i huset eller udenfor, bare det at vide at han er tæt på, det elsker jeg.

det er nu søndag den 11/8 kl. 23 og her er stille i huset, meget stille, manden sover, den ældste sover og den yngste også, og jeg sidder her stille og savner så det gør ondt.

i eftermiddags afleveret vi den mellemste på efterskole, hvor han nu skal være 2 års elev, det bliver så 5 år vi har en på efterskole, og hver eneste år har jeg haft det sådan her, på denne dag.

for selvom jeg ved at han har det godt, og nyder det spændende liv på efterskolen, sammen med nye og gamle venner, omgivet af søde lærer han kender og som vil gøre alt for ham, så ved jeg jo også at han ikke mere er en del af hverdagen herhjemme, og jeg savner ham.

den følelse det er at sige farvel til ham, er så ubeskrivelig, det er så tomt at kører hjem og der er så underligt tomt i hjemmet, og savnet er så stort at det bare gør ondt indeni.

og alligevel gør jeg dette mod mig selv for femte gang, hvorfor dog det, når jeg ved hvor ondt det gør indeni, det er ganske nemt at svare på, det gør jeg fordi, jeg ved at jeg giver mine børn en fantastisk oplevelse, en unik gave der vil følge dem resten af livet, og fordi det bare ikke handler om mig, men om dem. de skal jo ikke begrænset bare fordi mor vil savne dem.

det at være mor, handler nemlig i min verden om at kunne sætte sine børn først og ikke mig selv

men derfor er det stadig den værste dag, denne dag, men jeg ved jo at om et par dage, er det igen blevet hverdag og så tænker jeg ikke mere over det, så bliver det bare en naturlig del af livet at han ikke er der i hverdagen, men kommer hjem i weekender når det passer ham, og jo selvfølgelig savner jeg ham da hverdag, men ikke så slemt som i dag.

jeg har piskesmæld og er normalt den i familien der ikke kan og som må give op og tage hensyn til mig selv, men i disse dage er alt vendt på hovedet, min søde mand har fået hold i nakken, så nu er det ham der i den grad har det skidt, det meste af dagen har han ligget i sengen og sovet, eller hvilet og bare haft ondt. der er lang tid når man først kan få en tid om aften kl. 18.30. men heldigvis kunne vi da få en tid, hvilket er super heldigt her midt i ferie tiden.

men med et, skal jeg alt selv, og det der er værst er sådan set at, jeg kan se på ham, at han er ked af at han ikke kan, og godt ved at verden er vendt på hovedet og at han bare så gerne vil kunne gøre som han plejer.

men jeg gør hvad jeg kan for at vise ham, at jeg godt kan og at både jeg og børnene bare tager over og ordner tingene, når nu han ikke kan, men det er svært for ham, og samtidig har han så ondt. jeg glæder mig til på onsdag, hvor næste behandling er, da det så forhåbelig bliver endnu bedre med ham.

det gør ondt at se den man elsker have det på den måde, og selv når jeg gør alt hvad jeg kan for ham, så ved jeg jo godt at han stadig er ked af at han ikke kan selv.

men det betyder intet, for vi klarer det sammen som familie, vi hjælper hinanden og snart er han jo klar igen, jeg har heldigvis en skøn dejlig stærk mand som ikke er sådan at slå ud.

jeg elsker så højt

det er da i den grad en bonus når man er i sommerhus og kan få besøg af familien, min mands lillebror havde lejet sommerhus i samme landsdel som os, og det er ikke noget der er planlagt, bare en tilfældighed. normalt bor vi jo langt fra hinanden, så det var skønt med en dejlig eftermiddag og aften sammen, noget vi alle nød i stor stil.

bare at kunne være sammen og nyde det, uden de store planer, bare en gang i vandland, og se fætter og kusiner lege sammen, og jo vores de to store som er de ældste i familien var da hårdt spændt for. det er ikke altid det mest rolige at være dem der bliver set op til, men de nød det og elsker de der små kusiner og fætteren.

curling børn, nej da, det har jeg da ikke, hvilket jo også betyder at jeg ikke er en curling mor ( og ja jeg er ved at dø af grin nu)

for sandheden er jo at mine børn er møgforkælet og at jeg gør meget for dem, dog er curling vel ikke helt korrekt da de sørme selv skal meget, der bliver ikke fejet foran dem.

men når de på vej hjem fra heide park melder at de er sulten og gerne vil have lidt mad, og de er så frække at skrive 3 forskellige ting, ja så er det lidt sjovt at tage dem på ordet og lave det hele, det havde de ikke lige regnet med.

så ned i brugsen og købe, færdig dej til pizza, oksefars til kødsovs og bøf, samt morzerella og tomat og basiliikum til salat