den værste dag

det er nu søndag den 11/8 kl. 23 og her er stille i huset, meget stille, manden sover, den ældste sover og den yngste også, og jeg sidder her stille og savner så det gør ondt.

i eftermiddags afleveret vi den mellemste på efterskole, hvor han nu skal være 2 års elev, det bliver så 5 år vi har en på efterskole, og hver eneste år har jeg haft det sådan her, på denne dag.

for selvom jeg ved at han har det godt, og nyder det spændende liv på efterskolen, sammen med nye og gamle venner, omgivet af søde lærer han kender og som vil gøre alt for ham, så ved jeg jo også at han ikke mere er en del af hverdagen herhjemme, og jeg savner ham.

den følelse det er at sige farvel til ham, er så ubeskrivelig, det er så tomt at kører hjem og der er så underligt tomt i hjemmet, og savnet er så stort at det bare gør ondt indeni.

og alligevel gør jeg dette mod mig selv for femte gang, hvorfor dog det, når jeg ved hvor ondt det gør indeni, det er ganske nemt at svare på, det gør jeg fordi, jeg ved at jeg giver mine børn en fantastisk oplevelse, en unik gave der vil følge dem resten af livet, og fordi det bare ikke handler om mig, men om dem. de skal jo ikke begrænset bare fordi mor vil savne dem.

det at være mor, handler nemlig i min verden om at kunne sætte sine børn først og ikke mig selv

men derfor er det stadig den værste dag, denne dag, men jeg ved jo at om et par dage, er det igen blevet hverdag og så tænker jeg ikke mere over det, så bliver det bare en naturlig del af livet at han ikke er der i hverdagen, men kommer hjem i weekender når det passer ham, og jo selvfølgelig savner jeg ham da hverdag, men ikke så slemt som i dag.